Kl. 6 Åbner vi Møllervangen. Vi byder altid på knækbrød, havregryn/havregrød og frugt. Der er en hyggelig stemning om morgenen, hvor vi giver os god til at vinke farvel til mor og far. Måske har nogle børn brug for et skød at sidde på eller et ekstra kram. Vi gør meget ud af sikre os, at alle børn får sagt ordentligt farvel til deres forældre, da en god morgen kan være med til starten på en god dag.
Kl. 7 bliver morgenmaden ryddet væk. Efterhånden kommer der flere børn og voksne. Der bliver sat små aktiviteter/lege i gang rundt omkring i fællesrummet. Nogle har måske lige brug for en ekstra hånd hvis bedste vennerne ikke er kommet endnu.
Omkring kl. 8 fordeler vi os ud i huset, for ikke at skabe for meget uro i fællesrummet, så vi forsat kan tage stille og roligt imod børn og deres forældre.
Vi oplever tit at et par vuggestuebørn eller et par børn fra Solsikkerne bliver nede i børnehaven, da de har gang i nogle gode lege, og det bidrager til god relation på tværs af vores hus.
I børnehaven fordeler vi os rundt i de forskellige rum, så børn og voksne har mulighed for at forbyde sig i leg og aktiviteter.
Vi mærker ofte lidt uro i fællesrummet fra 8.30-9 da det er der rigtig mange af vores børn kommer i børnehave og de skal lige finde ud af hvem kan jeg lege med i dag og hvad har jeg lyst til. Forældrene skal måske også lige give en besked til en af de voksne.
Kl. 8.50 begynder vi at gøre klar til formiddags-cafe, hvilket betyder oprydning sammen med børnene, vaske hænder og finde en plads ved bordet. De børn der ikke er sultne leger videre rundt om i huset eller på legepladsen hvis vi er ude. Vi værner om legen og det sociale aspekt i legen og afbryder den ikke hvis ikke nødvendigt.
Kl. ca. 9 er vi klar til formiddags-cafe. Under maden i caféen er der tid til snak. Det kan være om, hvad vi skal lave i løbet af dagen, synge sange og øve rim/remse relateret til vores tema lige på det tidspunkt af året.
Det kan også være, at en af børnene fortæller om noget spændende de har hørt eller oplevet, så tager vi en snak om det og ofte byder de andre børn ind med lignede historier.
Når vi er færdige, rydder alle børn op efter sig selv, sætter tallerken, kop osv. over på rullebordet. Det er lidt svært i starten at balancere med servicen, men med lidt hjælp og guidning lærer de det. Vi ser det som et vigtigt led i børnenes udvikling at de hjælper med daglige gøremål.
Ca. 9.30 sætter vi gang i formiddagens aktiviteter som oftest tager udgangspunkt i vores årshjul. F.eks. kunne det være en forårsdag, hvor en lille gruppe går i skoven og finder tegn på foråret, en anden gruppe klipper og klistre forårsblomster, en del leger på legepladsen og måske er der tændt op i bålhytten da det måske stadigvæk er lidt koldt. Så kan børnene lige få varmen lidt en gang i mellem.
Kl. 10.45 tager to voksne sig af de børn med ble. De bliver skiftet og tilbudt toiletbesøg så vi kan hjælpe dem hen imod at blive renlige. De andre børn rydder op, vasker hænder og finder deres faste pladser i spisegrupperne. Den gruppe der har været i skoven, spiser måske i stalden eller i bålhytten.
Et eller to børn hjælper de voksne med at dække bord i deres spisegrupper.
Børnene øser/smører som udgangspunkt selv deres mad selvfølgelig med hjælp og guidning fra den voksne. Vi bruger meget tid på dette, da vi ved, at det at være selvhjulpen betyder enormt meget for børns selvværd, de får en masse succeser ved at kunne/gøre tingene selv.
Der er snak og hygge under maden. Der er f.eks. snakke om hvad vi spiser, hvor kommer æggene fra, hvordan ser en selleri ud. Der er altid billeder på tavlen af den mad vi får, så tit kigger vi på billederne eller vi henter måske et selleri i køkkenet. Efter frokost sætter børn og voksne servicen på rullebordene.
Vi går altid på legepladsen efter frokost. De voksne hjælper og guider i garderoben, hvor vi samtidig snakker om hvilket tøj vi skal have på ud, om det er koldt eller varmt, eller det regner.
Nogle børn venter lidt med at gå i garderoben så vi ikke er for mange et sted. De går måske lige et smut i motorikrummet eller leger med biler i fællesrummet.
De børn som har brug for en lur bliver puttet i yogarummet, hvor de har deres egen pude og dyne med. Det er som udgangspunkt altid den samme voksne der putter sovebørnene for at gøre putningen genkendelig og hyggelig.
Mellem kl. 12-14 holder de voksne pauser på skift så der altid er voksne på legepladsen. Det er som udgangspunkt også i dette tidsrum at de voksne afholder møder osv.
Kl. 13.30-14 tages sovebørnene op og alle blebørn skiftes.
En voksen skærer frugt, tit sammen med et eller to børn og gør klar til eftermiddagsmad i stalden el. bålhytten.
Stalden el. bålhytten åbnes og der tilbydes frugt til alle børn. Børnene kender rutinen så de kommer selv ind og får frugt, nogle børn er så optaget af legen, at de lige skal mindes om at der er frugt, nogle få børn takker nej.
En eller to voksne hjælper og guider omkring frugten, resten af de voksne er på legepladsen og leger/hjælper/guider børnene i legene. De voksne byder sig til med små aktiviteter da eftermiddagen for nogle børn kan være lidt lang, fordi de glæder sig til mor og far kommer, eller måske er bedste vennen blevet hentet tidligt osv.
Hvis vejret tillader det, bliver vi udenfor og leger, børnene begynder så småt at blive hentet. Forældrene har mulighed for at få en snak med de voksne omkring deres børns dag eller måske har de voksne nogle historier fra barnets dag de gerne vil fortælle.
Hvis vejret er dårligt går vi ind efter frugten. Vi sørger for at fordele børn og voksne ud i huset så der etableres en rolig atmosfære. Om eftermiddagen har børnene nogle gange brug for en ekstra hånd, da de er ved at være trætte og der hurtigere kan opstå konflikter. Derfor sættes der små aktiviteter i gang som f.eks. leg med magneter, leg med modellervoks, spil i spillerummet, oplæsning osv.
I løbet af eftermiddagen samles alle grupper efterhånden i fællesrummet og ca. kl. 16 samles alle i huset til en eftermiddags-snack. Så børnene måske ikke er så sultne lige når de kommer hjem efter en lang dag. Der snakkes, hygges, læses bog osv. Børnehaven lukkes stille og roligt ned.
Kl. 16.45 lukker børnehaven.