Legestue
Hver torsdag i vuggestuen mellem kl. 9:30-10:30 har vi legestue for nye børn og forældre, dog tidligst 1 måned før vuggestue-start. Det er en forudsætning, at I har takket ja tak til pladsen, for at deltage i legestue sammen med dit barn. Når I har sagt ja tak til pladsen, må I gerne ringe til os, så vi kan aftale en dag, hvor I kan komme på besøg i vuggestuen.
Vi har ikke legestue i efterårs-, vinter-, jule- og sommerferien.
I legestuen er der mulighed for at komme og lege, kigge, spørge og være her for at få kendskab til personalet, de andre børn og selve vuggestuens rammer, før selve indkøringen. Dette kan lette indkøringen i vuggestuen for både jeres barn, jer og os, da der er tryghed i allerede at kende stedet. Indkøringen i vuggestuen kræver tid, ro og et tæt samarbejde med jer forældre, hvor legestuen kan give en blid overgang til jeres barn.
Begyndelsen på et vuggestueliv
I begyndelsen på et trygt vuggestueliv, opfordrer vi jer forældre til at bruge vores legestue, da det kan give jer og jeres barn et indblik og tryghed i vuggestuen før selve indkøringen. Når jeres barn starter i vuggestue, er det en af de primærpædagoger i gruppen jeres barn skal starte, der vil tage godt imod jer, og sørge for der er en god og tryg opstart. Det vil også være en af de tre voksne i gruppen, der vil følge barnets udvikling tæt, og som vil stå for bl.a. opstartssamtale, eventuelle udviklingssamtaler, samtaler ved behov, samt afsluttende samtale inden børnehavestart. Den pædagog der tager imod jeres barn, har et tæt samarbejde med det øvrige personale og vi følger og tager alle del i alle børns trivsel, læring og udvikling.